Af hjertens lyst

Klik på billederne for en større version

Af Hjertens Lyst…


Tekst: Birgitte Eskildsen


”Det er ethvert menneskes pligt ikke at bidrage til verdens elendighed…”  Således citerer den svenske billedvæver Inga Thorselius frit den danske kunstner Bjørn Wiinblad fra et interview i en dansk avis for et par år siden, og man kan uden at overdrive sige, at Inga Thorselius tager dette budskab meget alvorligt, når hun væver sine enestående flotte billedtæpper, der i alle regnbuens farver beskriver så forskellige motiver som fransk caféliv, Paradisets Have, solnedgang ved Blokhus, brikker i et puslespil og dansende alfepiger.


Inga Thorselius blev først rigtig kendt af danske vævere, da hun i 1995 deltog i Vävmagasinets konkurrence ”Väv 20 x 20 cm”  med sine 5 små billedvævninger af et rødt, sprødt og saftigt æble, der ender som skrog efter flere gode og helt sikkert velsmagende bidder. Her var der noget, som på afgørende vis skilte sig ud og bragte smilet frem på alles læber. Forhåbentlig også hos Inga Thorselius selv, for hun måtte nemlig spise sig igennem 8 kg. æbler, inden hun var tilfreds med ”modellerne”. Resultatet af konkurrencen blev vist på messen ”Väv 95” i Stockholm i Sverige, hvor publikum kunne stemme på deres helt egen favorit. Æblerne indbragte hende en flot 4. plads blandt de 322 indsendte forslag.


Egentlig begyndte Inga Thorselius først med at tegne, og det gjorde hun allerede som helt lille pige i Malmö, hvor hun er født i 1930. Det har altid været hendes store interesse at tegne og male, og hun drømte da også om en karriere som professionel kunstner, men turde ikke tage det afgørende spring, og besluttede i stedet at uddanne sig til tandlæge; en beslutning, hun altid har været glad for, fordi så kunne hun jo tegne og male ved siden af tandlægearbejdet uden at skulle tænke på at leve af det. 


Vævningen startede hun først med, efter at familien havde fået sommerhus i nærheden af Båstad, hvor det berømte væveværksted efter Märta Måås-Fjetterström er beliggende. Opholdene i sommerhuset betød mange besøg hos væverne, som gerne ville fortælle den nysgerrige gæst om deres arbejde, og sådan fik Inga Thorselius sin egentlige væveuddannelse…! Hun havde også set sin mor væve kludetæpper i et fritidslokale, hvor hun oplevede både glæde og entusiasme hos alle de deltagende kvinder, så da hun selv fik en rigtig Glimåkra væv af sin mand gik både tegning og vævning op i en højere enhed.


”I vävningen har jag funnit en perfekt kombination av koncentration och avslappad rutin, av tankeverksamhet och handarbete” fortæller Inga Thorselius, som også fortæller, at det vigtigste for hende er farverne og kompositionen i billedet og ikke de mange komplicerede teknikker, som vævningen også byder på. Hun ser også sine sprudlende billeder som en spændende kontrast til vor tids ofte kølige og upersonlige interiører.


At Inga Thorselius vælger sine motiver med hjertet betyder også, at hun overskrider f.eks. naturens egne begrænsninger. I hendes billedtæppe ”Syndafallet”, hvor Adam og Eva er på vej ud af Paradiset, kommenterede en af hendes sønner, at der både var udsprungne tulipaner og æbler på træerne på samme tid: ”Vad är det for en årstid, mor?” , spurgte han, hvortil Inga Thorselius lo og svarede, at tulipanerne var med, fordi de var lette at væve, og æblerne de passede så godt i farverne…! Og det er netop kernen i de fantasifulde motiver, hvor Gud går i natskjorte og hvide pudler dukker op hist og her. Billedtæpperne er vævet af hjertens lyst, de dystre og dybe motiver må andre tage sig af.


Efter at have afviklet sin tandlægepraksis i 1981, fortsatte Inga Thorselius med at undervise på tandlægehøjskolen i endnu nogle år, inden hun gik på pension. Nu var tiden kommet til at realisere en gammel drøm, og Inga Thorselius begyndte at læse kunsthistorie. Her blev hun bekendt med middelalderens ornamenterede skrifter, som fascinerede hende så meget, at hun senere har ladet denne inspiration komme til udtryk i nogle af sine tæpper på den måde, at motivet fortsætter ud i den vævede ramme. Det gælder f.eks. ”Dansen kring guldkalven” hvor rammens motiv er en bort af dollars og euro tegn, og tæppets hovedmotiv er gulvkalven, der omkranses af en flok dansende mennesker. Der er dog tre mennesker på vej væk fra billedet og ud over rammen; måske er de stået af ræset og er på vej hjem for at sætte sig til væven og nyde fordybelsens velgørende magi….?!


I tidens løb har Inga Thorselius solgt en del af sine billedtæpper, men det har aldrig været hendes udgangspunkt at væve med salg for øje, idet hun altid har vævet for sin fornøjelses skyld og ikke for at have endnu et arbejde at passe. Det ville nok også have været det rene utopi at kunne sælge billedtæpperne med særlig stor fortjeneste, for det tager ca. 200 timer ved væven alene. Hertil kommer forberedelser og efterbehandling samt udgifter til materialer, før der overhovedet kommer en evt. fortjeneste ind i billedet, men har man et Inga Thorselius-tæppe, så er man også garanteret et stykke ægte livsglæde.


Har man ikke selv været i Malmø og besøgt Inga Thorselius, så er der nu mulighed for at opleve hendes billedtæpper i Danmark, nærmere bestemt på Fyn hos Kunstgården i Skovby, hvor hun for første gang i Danmark udstiller sammen med ti danske håndvævere i perioden 18.5-23.6, hvor de besøgende kan forvisse sig om, at hun helt og fuldt lever op til Bjørn Wiinblads vise ord og har gjort sin pligt, når gæsterne på udstillingen finder smilene frem og muntrer sig i de vævede historier.


Uddrag af udstillinger i Sverige:



Helsingborgs museum ”Ting 82”1982

Biblioteken i Båstad och Förslöv1983

Helsingborgs museum ”Ting 84”1984

Helsingborgs museum ”Ting 88”1988

Limhamns museum1992

”Vävdagar i Glimåkra”1998